Ørslevkloster IF - Vi skaber rammerne, du skaber oplevelserne!
 
20. april 2009
2 hold i A-finaler ved stævner

Det er svært at få armene ned i håndboldafdelingen. Det har været det år med flest medlemmer i afdelingen, 1. Holdet for herrer er rykket i serie 1, pigelilleput vandt B-finalen ved Hancock og i denne weekend blev klubben belønnet med endnu 2 fantastisk flotte præstationer. U16 & U18 pigerne gik nemlig begge i hver deres A-finale ved et stævne.

U18 i finalen på Fyn

Midtfynsstævnet er ikke et særligt stort stævne. 26 hold i aldersklasserne U16 og U18 havde valgt at deltage, og det var et velgennemtænkt og velgennemført stævne. Dommerne ved stævnet var desuden i særklasse og gav holdene lov til at kæmpe og fighte ifølge træner Henrik Guldben.

Pigerne startede ud i de indledende kampe med 3 sejre om lørdagen. De spillede forrygende flot håndbold og vandt 13-11, 17-10 og 22-4 i en ren opvisningskamp. Derfor var finalepladsen sikret og de tog den derfor en lille slapper og tabte den sidste puljekamp med 2.
Finalen søndag blev mod Vejen. Denne klub havde masser af opbakning på lægterne, og derfor kom pigerne i modvind gennem hele kampen og blev til tider ofrer for en hadsk stemning. Det påvirkede pigerne til en nervøs start, som de dog kom efter i slutningen af første halvleg. Ved halvleg stod holdene lige og i 2. Halvleg styrer ØK kampen. Med to minutter igen fører pigerne med 2. De kommer desværre til at lave to fejl, som koster og derfor går kampen i forlænget spilletid. Her tabte pigerne kampen og pigerne måtte derfor lidt skuffet nøjes med 2. Pladsen ved stævnet. Igen i finalen lyder der stor ros fra træner Henrik Guldben til dommerne for ikke at lade sig rive med af stemningen i hallen.
Pigerne fik gennem hele stævnet vist noget rigtig flot håndbold det var en sand fornøjelse at se på. Turen blev desuden rigtig god rent socialt med masser af kortspil og skæg og ballade.

U16 pigerne i finalen til Svane Cup

I den nordlige ende af landet var U16 pigerne taget til Svane Cup. Centrum for hele stævnet var Gigantium, som havde hele 5 håndboldbaner i brug. Pigerne startede dog fredag aften i Storvorde med at spille mod Blære/Hornum i et sandt drama, hvor pigerne først i sidste minut med nød og næppe fik hevet uafgjort hjem. Pigerne kom til mange chancer, men brændte og brændte.

Det skulle der naturligvis rettes op på lørdag. Pigerne fik alle systemer til at fungere og begyndte at spille rigtig flot håndbold som et hold. Det gav puljesejre på 14-7 og 15-6 og derfor gik pigerne videre i A-slutspil. De fik 2 points med fra indledende pulje og skulle slutte dagen af med at spille i Gigantium Arena mod et norsk hold, hvor der blev ydet en meget koncentreret indsats, som gav pigerne en 14-11 sejr. Det betød, at pigerne med en sejr søndag morgen stod i semifinalen.

Lørdag aften var der underholdning i Gigantium med diskotek, kæmpekagemand og meget mere. Desuden var der blevet arrangeret en lederlandskamp mellem Danmark og Norge, og her var Lars Løvig repræsenteret. Han fik lov at opleve en helt fantastisk stemning på lægterne fra noget nær 2500 tilskuere. Han formåede også at score et par mål og beretter om en unik og uforglemmelig oplevelse, på trods af, at holdet tabte med 7.

Søndag morgen startede med oprydning inden den vigtige kamp mod Smidstrup. Pigerne var meget fokuserede og tændte under opvarmningen og dette bragte de med ind i kampen. Efter lidt justering til deres forsvar, så fik pigerne vist masser af flot kontraspil og forsvaret fik lukket godt af sammen med målmand Jackie Gisselamnn, som virkelig spillede sig op i løbet af turneringen. Så efter 2x13 minutter vandt pigerne en flot sejr på hele 17-11 og stod nu i semifinalen.

Nordmænd igen

I semifinalen ventede Bryne fra Norge og pigerne fik en perfekt start. De kom foran 4-0 og førte 7-3 ved pausen. Men så kom der en lang scoringstørke. Nordmændene begyndte at vise tænder og kom helt op på 7-7 og bragte ny spænding ind i kampen. Heldigvis fik ØK igen gang i målscoringerne og begyndte at bevæge sig i angrebsspillet. Med et minut igen stod der 10-9 og pigerne kom i forsvaret. Her hev Jackie Gisselmann en klasseredning frem af ærmet og afgjorde reelt kampen. Et straffekast mere til ØK og slutresultatet blev 11-9. Finalen var en realitet.

Visse IF mod Ørslevkloster IF

Det hele var bare så uvirkeligt. Vi stod i finalen mod Visses divisionshold. En kamp som pigerne besluttede sig for at få det bedste ud af og bare nyde det. Ingen havde troet sådan helt ærligt på at komme i finalen, men pigerne havde fortjent det. Pudsigt nok, så er det faktisk det samme hold, som tilbage i 2003 vandt Hancock Cup, som denne gang gik mod toppen til Svane Cup. Så mange havde faktisk prøvet det før.
Visse viste sig at være en rigtig dygtig modstander, men pigerne gav sig på ingen måde uden kamp. De fightede og kæmpede det bedste de havde lært og scorede blandt andet på et vip. Det bragte stor begejstring blandt publikum i hallen, selv Visse måtte overgive sig og klappe af det. Ved pausen var holdet bagud med 12-7. Men intet er jo afgjort før sidste fløjt, så pigerne gav den fuld gas og kæmpede videre. Desværre kom en masse fejlafleveringer til at koste dyrt og de var på et tidspunkt bagud med 7. Så startede det store comeback og pigerne hentede 4 mål på dem og kunne gå ud med stor ære af kampen efter at slutte af med endnu et vip. Kampen blev kun tabt med 21-18, og Pernille Løvig blev kåret som kampens fighter efter at have scoret 10 mål og leveret en flot præstation sammen med sine holdkammerater. En stor præstation af et A-hold at spille op med et divisionshold, og pigerne var bestemt dagens gladeste 2’er. En flot holdpræstation og en fantastisk afslutning på sæsonen.

Vi er i håndboldafdelingen glade for den enorme succes vi har nydt i år, og det vidner bare om den kæmpe talentmasse vi har i klubben. Disse skal vi tage vare på, og give de bedste rammer. Vi ønsker desuden begge hold tillykke med de flotte præstationer og håber at se flere som disse i de næste mange år.

Lav din egen hjemmeside med mono.net
Copyright: Ørslevkloster IF - Hejlskovvej 24, 7840 Højslev